Vedtægter for Johannesskolen, Hillerød  
 
 
Fremsendt til Undervisningsministeriet den 8. februar 1996. 
 
                                                                     Hjemsted og formål 
                                                                                 - § 1 - 
Stk. 1   Johannesskolen, beliggende Ansgarvej, Hillerød kommune, Frederiksborg Amt, er oprettet i 1972 og ejes af Luthersk Missionsforening, Nordsjællands Afdeling. Medlemmer herfra har   ved frivillige bidrag medvirket til skolens oprettelse. 
Stk. 2   Skolens formål er at drive friskole på kristent grundlag.  
Stk. 3   Skolen bygger sin virksomhed på den tro og overbevisning, at hele Bibelen er Guds inspirerede, fuldt troværdige og urokkelige ord og eneste absolutte autoritet i alle spørgsmål vedrørende  kristen  tro, lære og livsførelse  samt  på  den  forståelse  og  tolkning af Bibelen, der er udtrykt i Den Danske Folkekirkes evangelisk-lutherske bekendelse. Al undervisning er i overensstemmelse hermed.  
Stk. 4  Skolen ser det som sin opgave ud fra den grundholdning, som er anført i stk. 3, at 
 - give en målrettet og velfunderet undervisning, der tilgodeser den enkelte elevs evner og anlæg på bedst mulige måde.  
 - give eleverne almen opdragelse. 
 - undervise eleverne i kristen etik. 
 - styrke elevernes evne og lyst til at gå ind i et menneskeligt fællesskab med et positivt syn på det enkelte menneske som værdifuldt. 
 - kvalificere eleverne til en frugtbar indsats i samfundet med en positiv holdning over for arbejde og ansvar. 
 - give eleverne forståelse for de åndelige værdier som overordnet de materielle. 
 
                                                               Skolens højeste myndighed 
                                                                                - § 2 - 
Stk. 1   Luthersk Missionsforening, Nordsjællands Afdeling er skolens højeste myndighed. 
Stk. 2   Bestyrelsen aflægger mundtlig beretning til godkendelse på et af de årlige afdelingsmøder.  
 
                                                   Tilsyn med skolens almindelige virksomhed 
                                                                                - § 3 - 
Stk. 1   Kredsen af forældre til børn på skolen vælger en tilsynsførende, hvis opgave det er at føre tilsyn med skolens almindelige virksomhed, herunder at skolen giver en undervisning, som står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen, jfr. lov om friskoler og private grundskoler m.v.  
Stk. 2  Valget sker på et møde, hvortil bestyrelsen med mindst 14 dages varsel indkalder alle forældre til børn på skolen.  
Stk. 3  Tilsynet varetages i henhold til lovbkg. nr. 70 af 15. februar 1993 § 9 med senere ændringer.  
Stk. 4  Den tilsynsførende vælges for 4 år. Genvalg kan finde sted.  
 
                                                                           Skolens drift 
                                                                                 - § 4 - 
Stk. 1   Skolens drift gennemføres ved offentlige tilskud, ved skolepenge for eleverne og eventuelle bidrag fra andre. 
Stk. 2   Bidrag til skolen giver ikke ret til nogen del af skolens formue eller til udbytte eller indflydelse af nogen art. 
Stk. 3   Et eventuelt overskud ved skolens drift tilfalder skolen og anvendes til opsparing af en kapital til imødegåelse af fremtidige års eventuelle underskud og i øvrigt til bedste for skolen,  f.eks. forbedring af undervisningsmaterialet, byggeforanstaltninger o.lign. 
Stk. 4   Likvide midler, der ikke er nødvendige til skolens daglige drift, skal anbringes på en eller flere af følgende måder:  
    a)  som indestående i danske pengeinstitutter. 
    b)  i fondsaktiver udstedt af danske realkreditinstitutter, Kreditforeningen af Kommuner i Danmark eller andre danske                                finansieringsinstitutter under offentligt tilsyn. 
    c)  i fondsaktiver eller gældsbreve, for hvilke den danske stat eller en dansk kommune står som udsteder eller garant. 
    d) i værdipapirer, bortset fra aktier, som i øvrigt efter deres art og sikkerhed kan stilles i klasse med de i litra a - c nævnte aktiver.    
 
                                                              Bestyrelsens sammensætning 
                                                                               - § 5 - 
Stk. 1   Bestyrelsen består af fem medlemmer, som vælges af Luthersk Missionsforening, Nordsjællands Afdeling på et af de årlige afdelingsmøder efter indstilling fra afdelingsstyrelsen. Minimum 2 af bestyrelsens medlemmer skal være forældre til børn på skolen, og det tilstræbes, at flest muligt er det.  
Stk. 2   Bestyrelsens medlemmer vælges for to år og afgår skiftevis med to og tre årligt. Genvalg kan finde sted. Der vælges hvert år to suppleanter for bestyrelsen ligeledes efter indstilling fra afdelingsstyrelsen. 
Stk. 3   Bestyrelsen kan ved en valgperiodes begyndelse suppleres med et ekstra medlem udpeget af afdelingsstyrelsen af dennes midte. Såfremt denne udvidelse ikke finder sted, deltager et af bestyrelsens medlemmer i afdelingsstyrelsens møder i alle sager, der vedrører Johannesskolen, dog uden stemmeret. 
Stk. 4   Valgbar til bestyrelsen og stemmeberettiget ved valg er medlemmer af en af lokalkredsene henhørende under Luthersk Missionsforening, Nordsjællands Afdeling. Bestyrelsesmedlemmer skal endvidere have godt lov samt være i overensstemmelse med skolens formålsparagraf. Skolens leder og andre ansatte ved skolen samt elever kan ikke være medlemmer af bestyrelsen. 
Stk. 5   Bestyrelsesmedlemmer hæfter ikke personligt for skolens gæld. De kan ikke modtage honorar af skolens midler. Bestyrelsesmedlemmer skal være myndige og have bopæl i Danmark. 
 
                                                                   Bestyrelsens opgaver 
                                                                                - § 6 - 
Stk. 1   Bestyrelsen har den overordnede ledelse af skolen og er ansvarlig for skolens drift i enhver henseende. 
Stk. 2  
Nr. 1. Derudover er det bestyrelsens opgave 
a) at fastsætte størrelsen af skolepenge. 
b)  hvert år at udarbejde driftsregnskab og status for skolen. Regnskabet skal revideres i overensstemmelse med loven og andre retsregler om frie grundskoler. Regnskabet fremlægges på et af de i Luthersk Missionsforening, Nordsjællands Afdelings årlige afdelingsmøder til orientering.  
Nr.  2.  Forældre til elever, fastansatte ved skolen samt medlemmer af Luthersk Missionsforening, Nordsjællands Afdeling har dog altid ret til indsigt i budgetter, regnskaber, revisionsprotokol og andre dokumenter, der er af betydning for en vurdering af skolens økonomi. 
Stk. 3  Nr. 1. Bestyrelsen i forening med tre medlemmer af Luthersk Missionsforening, Nordsjællands Afdelingsstyrelse ansætter og afskediger skolelederen, som over for bestyrelsen har det pædagogiske ansvar for skolen.  
Nr. 2. Bestyrelsen ansætter og afskediger andet fastansat personale i samråd med skolelederen. 
 
                                                                     Bestyrelsens arbejde 
                                                                                - § 7 - 
Stk. 1   Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden, som forelægges Luthersk Missionsforening, Nordsjællands Afdelingsstyrelse til godkendelse. Forretningsordenen optages som bilag til vedtægterne.   
Stk. 2   Et bestyrelsesmedlem er inhabil i sager, hvori vedkommende eller dennes nærmeste har økonomisk eller særlig personlig interesse i sagens udfald. I øvrigt er de almindelige regler for inhabilitet og tavshedspligt, der er gældende for offentlig forvaltning, som minimum  gældende for bestyrelsens medlemmer.   
Stk. 3  Bestyrelsesmedlemmer må ikke eje eller sidde i bestyrelsen for en virksomhed, som udlejer bygninger til skolen.  
Stk. 4  Bestyrelsen kan nedsætte ad hoc-udvalg til varetagelse af særligt afgrænsede arbejdsopgaver.  
 
                                                                           Tegningsret 
                                                                                - § 8 - 
Stk. 1  
Nr. 1. Skolen tegnes af bestyrelsens formand og næstformand i forening eller af en af disse i forening med to bestyrelsesmedlemmer. Tegningsretten kan ikke delegeres.  
Nr. 2.  Bestyrelsen kan dog meddele prokura til  skolens administrative personale for så vidt angår kassekredit, girokonto og lignende, som vedrører skolens daglige drift.  
Stk. 2  
Nr. 1. Køb, salg og pantsætning af fast ejendom samt optagelse af prioritetsgæld skal godkendes af Luthersk Missionsforening, Nordsjællands Afdelingsstyrelse.    
Nr.  2. Fuld juridisk gyldighed for så vidt angår § 8, stk. 2 nr. 1 opnår dokumenter gennem påtegning af tre af følgende fire personer: Afdelingsstyrelsens formand og næstformand samt skolebestyrelsens formand og næstformand.  
 
                                                                           Nedlæggelse 
                                                                                - § 9 - 
Stk. 1   Ophører skolen med at drive skolevirksomhed i overensstemmelse med formålsbestemmelsen, skal den nedlægges. 
Stk. 2   Beslutning om skolens nedlæggelse træffes af Luthersk Missionsforening, Nordsjællands Afdeling efter indstilling fra bestyrelsen. For vedtagelsen kræves afstemning på to efter hinanden følgende afdelingsmøder. Ved begge afstemninger kræves en majoritet på to tredjedele af de fremmødte stemmeberettigede.  
Stk. 3   Overskydende  midler efter økonomisk opgørelse over aktiver og passiver tilfalder Luthersk Missionsforening, Nordsjællands Afdeling og søges anvendt til arbejde blandt børn og unge. 
 
                                                                    Ændring af vedtægter 
                                                                                - § 10 - 
Ændring af vedtægterne kan kun ske på et afdelingsmøde, afholdt i Luthersk Missionsforening, Nordsjællands Afdeling, efter indstilling fra bestyrelsen. For vedtagelsen kræves en majoritet på to tredjedele af de fremmødte stemmeberettigede. 
 
                                        * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * 
Nærværende vedtægter for Johannesskolen er vedtaget af Luthersk Missionsforening, Nordsjællands Afdeling på afdelingsmødet den 26. september 1995 og afløser tidligere vedtægter af 6. oktober 1978.

Offentliggjort på hjemmesiden første gang 1/2 2000